Ninjannie.dk

JEG TRÆKKER LIDT PÅ SMILEBÅNDET, NÅR JEG SIGER DET HØJT. For det lyder både selvmodsigende, komisk og tvetydigt.

PÅ EN BÆNK i Kongens Have sad en mand. Han sad alene og snakkede hen for sig – filosoferede lavmælt over samfundet, livet, dagen og vejen. Han gjorde det på en måde (og med en udtalt retfærdighedssans) så jeg blev nysgerrig og satte mig ned ved siden af ham.

Forstå mig ret. Det er dejligt og opløftende, når man får den. Rosen. Når andre kan se værdien i det man kan, er, gør eller siger. Og både ros og anerkendelse kan da også i mange henseender flytte bjerge, skabe sammenhold og forvandle mennesker. Det er der masser af gode eksempler på. Utaknemmelige børn derimod – de er en pestillens. Og det må man godt fortælle dem, så de forstår det gode.

Den bedste kombination af vittige comebacks og klog sarkasme blandet sammen med de bedste intentioner, er altid en sikker vinder! Det samme er en ristet med det hele…

Lige inden juleferien blev jeg kortvarigt sygemeldt pga. synsforstyrrelser og for højt blodtryk. Lægen mente jeg havde for meget at tænke på og at jeg helt havde glemt at lytte til min krops signaler – hun foreslog mindfuldness og åndedrætsøvelser. Og det føltes som en vild nedtur at skulle gå ned i gear – særligt op til jul med alt det, der skulle laves og gøres. Jeg var både bange og ret så ked af det – og sådan gik jeg altså også ind i det nye år. Med følelserne temmelig uden på tøjet.

HVORDAN KAN DU ALTID VÆRE SÅÅ GLAD? Blev jeg spurgt her forleden. Du smiler altid og oplever alt muligt spændende…

MIN SØN GÅR GENNEM LIVET med en stålfast tro på, at han er Guds gave til verden. Han kan snakke med alle, er altid pissestolt af sig selv over et eller andet og bekymrer sig sjældent. Og sker der et eller andet, der gør, at han bliver til grin – trækker han blot på skuldrene og griner af sig selv.

Lige her. To solbrune næser og sandede tæer.

‘Ikke tale om… Nix, I skal ikke i vandet…’, sagde jeg bestemt og uden tøven til mine børns bedende hundeøjne.

NÅR SOLEN skinner og rapsmarkerne blomstre. Så glad at man (børnene og jeg), på køreturen hjem fra mormor og morfar søndag eftermiddag, var nødt til at parkerer bilen i grøftekanten – for på tæt hold at nyde synet og duften af foråret og maj på vej.

HVAD STILLER MAN OP MED SIG SELV, når ens evne til at forstå og acceptere mange og meget forskellige holdninger svigter? Når man opdager, at man faktisk selv er knap så rummelig og tolerant, som man ellers gik rundt og troede?