VED GUD FADER, DEN ALMÆGTIGES, HØJRE HÅND…

DET ER MAJ OG KONFIRMATIONSTID og derfor meget hyggeligt at følge med (i årets konfi-mode) på facebook og hvor der ellers oplodes glade billeder af stolte forældre og tandbøjle-smilende yndige piger og drenge…

Men netop i dag fik jeg en lidt særlig (og ekstra nostalgisk) sms. Det var fra min mor…!!

‘Hejsa, I dag er det præcis 25 år siden du blev konfirmeret… Tiden går alt for hurtigt, det er ikke til at forstå!’

Og yes… det er sgu’ rigtig nok! Den 8. maj 1994 bekendte jeg mig, efter alt at dømme, min kristne tro.

Som man måske kan se på billedet, så var mit look i stærk opposition til Lilly (minibrude)kjolen. Men jeg slap altså ikke for (90’er) skulderpuderne og puf i ærmet. Til gengæld fik jeg forhandlet mig frem til hvide leggings i stedet for strømpebukser under den knækorte hvide skjortekjole. 

…klart en lille ninjasejr!

Men det hele går jo meget stærkt sådan en dag. Og jeg husker derfor mest dagen i glimt og billeder. Mine forældres ansigter i kirken… bordopdækningen hjemme i stuen… fadet med stegt vildsvin… mit besøg hos fotografen… telegrammerne og gaverne… sanghæftet med afslørende (og dengang pinlige) detaljer om min barndom og så… selvfølgelig… mit sprit nye musikanlæg.

Jeg husker også min konfirmationstale.

Jeg drak mig vidst nok mod til i sodavand, trak vejret dybt, rejste mig og sagde; 

‘Tak fordi I er kommet og tak for alle gaverne…’

Så hurtigt kan det nemlig siges – ganske kort og præcist! Der gik lidt tid inden klapsalven lød og inden gæsterne opfattede, hvad der var blevet sagt… Jeg havde i hvert fald forlængst (og genert) atter taget plads i stolen mellem mine forældre.

Ak ja…

Jeg husker, at det var en stor dag. Og at dagen var præcis som jeg ønskede den skulle være… ♥️

Stort tillykke til dette års nye kuld af konfirmander.