LANGS STRANDEN 

Mine børn har nedlagt veto. De har forbudt mig at lave flere retter med strandkål. Og det ærgrer mig – for jeg hygger mig med at gå ud i naturen og samle strandkål og andre urter. Det giver lige et skud vildskab og mulighed for at eksperimentere med hverdagsmaden.

Jeg nyder ikke bare urternes vitaminer, men også gåturens. Den friske luft, roen, bevægelsen – og at mit skadede knæ langsomt bliver stærkere igen.

På mine ture møder jeg altid fiskere. De står der – ved strandkanten eller ude i vandet i deres vaders – og nyder stilheden, samtidig med at de får afløb for deres maskuline jagtinstinkt, forestiller jeg mig. På samme måde som jeg får stimuleret mit kvindelige samlerinstinkt. Det er vel dét, det kan blive til – en moderne udgave af urgamle instinkter, udlevet i det skjulte på en stille, almindelig lørdag formiddag ved kysten.

Jeg går langs stranden og lader mig marinere i duften af hybenroser – den sødmefulde, tunge parfume, som blander sig med saltvand, sol og sand. Den sætter sig i mit tøj, mit hår og mit humør.

Jeg har fulgt blomstringen på slåenbuskene og havtornene. De står med deres spinkle løfter om sensommerens mørkeblå og gyldne bær. Men jeg er usikker på, om det bliver til noget i år. Høsten ser ikke helt så lovende ud.