GÅ MED MIG NED I UNDERVERDENEN… 

Gå med mig ned i dybet. Gå med mig derhen, hvor det, der skal dø, gerne må dø! 

Underverdenen river mine arme og ben af og flår i mine overbevisninger, så de til sidst ikke kan overbevise nogen om noget. 

Underverdenen splitter mine knogler ad og pisker smerten med både traumer og 1000 års erfaringer med lemlæstelse. Den bliver ved indtil alt det, der kom ned i mørket for at dø, er kremeret. I alt det, der dør i underverdenen findes det ubrugelige. Det genanvendes efterhånden som vi finder vej gennem mørket. Men på nye måder!

I underverdenen bor også psykens kærlige familie. Skikkelser, der står klar til at omfavne os og hjælpe os til at gøre det arbejde, der skal gøres, i mørket. Underverdenen ser os som en flamme i dette mørke. En velsignet kæmpende, der udmattet slår mod mørkets ruder – for at bryde ud og slippe fri!

Det er alt sammen en del af kredsløbet mellem liv og død. Underverdenen lemlæster, spalter, knuser og vrider os frem mod en gådefuld genopbygning. Jeg bliver efter mørket og nedstigningen til underverdenen aldrig nogensinde den samme omend mere bevidst. 

Med døden og det møjsommelige arbejde i mørket følger en mystisk gave. Viden og klogskab frembringes fra begge verdner. Det er en gave, som er værd at samle på. For hver nedstigning til underverdenen følger en ny gave. Gamle kloge koner har på den måde mange gaver og også evnen til at forbinde sig med begge verdener.

Virkelighedernes verden og underverdenen.

Derfor denne dybe respekt for alle, der har taget turen ned i mørket. Alle der smertefuldt har turde at dø før de dør – Og som af mørket har ladet sig pine og velsigne.