MAN SKAL IKKE VENTE PÅ OMVERDENS ROS…

Forstå mig ret. Det er dejligt og opløftende, når man får den. Rosen. Når andre kan se værdien i det man kan, er, gør eller siger. Og både ros og anerkendelse kan da også i mange henseender flytte bjerge, skabe sammenhold og forvandle mennesker. Det er der masser af gode eksempler på. Utaknemmelige børn derimod – de er en pestillens. Og det må man godt fortælle dem, så de forstår det gode.

Men altså, uanset hvor god du selv er, så forvent ikke at omverden bemærker det og gir dig den reaktion, du selv mener at fortjene. 

Nej…

For hvad sker der med mennesker, der ikke får det de mener at have krav på? Jo. De går rundt og føler sig stadig mere forsmåede. Måske smiler de endnu. Men smilet stivner mere og mere i takt med at deres ellers så gode gerninger tilsvarende bliver mere og mere glædesløse. Langsomt udskiftes den ellers så søde jordbærdsaft med bitter lemon. Og aktiviteten – dansen – der ellers  gav så meget at grine af afløses af tunge arytmiske trin og trivialitet.

Sådan går de rundt og vrisser. Lader bitterheden æde dem op indefra. Måske endda helt ubevidste. Og det er både synd og skam.

Nej, så hellere rose sig selv højlydt i ny og næ… Er det narcisistisk? Ikke spor. Er det fjollet? Ja måske, men pyt så længe det virker. Og det gør det – prøv selv.

Sig efter mig;

Kæft jeg er go’. Ej, hvor er de andre bare heldige, at de har mig. Shit, hvor gik det bare godt i dag. Sådan du… det kan du bare det der! Gud, hvor er jeg stolt af mig selv. Fedt manner – det spiller! Yes, I’m the King. ♥️

Super godt.
Det gjorde du jo helt fantastisk. 👌😉