SAMVITTIGHEDENS LÆNKER…

SOM EN ÅBEN BOG, spejler min indre uro sig nervøst i mit blik. Min krop og mit åndedræt stivner i mit forsøg på at holde øje med alle bolde.

Utilregneligt svævende i luften…

Men det er svært, for de skygger for hinanden og gør mig utryg. Hvad nu, hvis jeg glemmer at gribe? Hvad nu, hvis én af boldene falder til jorden? Er der nogen eller noget i virvaret, jeg kunne overse? Ja, bestemt.

Hvad nu hvis?

Jeg koncentrerer mig endnu mere. Alt for mange stemmer hvisker i mit øre.

Brudstykker.

Jeg skal….Huske at sende billeder, huske at printe materiale, huske de frivillige, huske at deltage i møde, huske at sende en reminder ud, huske at kontakte pressen, huske at tømme postkassen, huske at læse rapporten, huske at ansøge, huske at købe mælk, huske at melde afbud, huske at skrive stikord, huske tale, huske afløbet, huske at ringe til viseværten, huske øjenlæge, huske vasketøj, huske at pakke taske, huske at få lidt søvn, huske hvad jeg har lovet… Huske at jeg skal have styr på… Huske at jeg skal hjælpe med…

Samvittighedens lænker strammer om min fod og jeg mister med ét balancen og besindelsen. Vågner op til en rodet to do liste, skrevet på grønt papir.

Håbets farve.

Åh… Men hvad nu hvis? Hvad nu, hvis jeg ikke når det? Det jeg skal? Sætningenerne sætter sig tungt på min weekend. Det er utilfredsstillende. Og det harmonerer faktisk slet ikke med min ellers så fantastiske ambition om at være mere jovial.

Jeg tager snarrådigt mine løbesko på. Der er ikke tale om et flugtforsøg, nej tværtimod.

Skridt for skridt, vil jeg peptalke mig selv gennem sumpen af opgaver. Bid for bid, vil jeg æde mig gennem listen af dårlig samvittighed.

Javist, det kræver sin ninja.

Sæt i gang…

Så lænkerne kan sprænges.