DEN ENSOMME ENSOMHEDSBEKÆMPER…
JEG TRÆKKER LIDT PÅ SMILEBÅNDET, NÅR JEG SIGER DET HØJT. For det lyder både selvmodsigende, komisk og tvetydigt.
Men det er sandt.
For jeg er netop en af dem, der hver dag lever med min egen ensomhed!
Nogle dage fylder den lidt og andre dage meget.
Når den fylder, så kan det fx være til familiefester og kunstige sociale sammenkomster. De dage og gange jeg ufrivilligt har været nød til at flytte. De aftner jeg sidder i sofaen og tænker tanker, efter at børnene er blevet puttet. Når jeg køre frem og tilbage til mine træninger i Odense. Når jeg skal forholde mig til rudekuverter, betale regninger og finde ud af, hvorfor mit internet ikke fungerer eller hvordan man lapper en cykel. Når jeg er sammen med venner, der ikke har oplevet, hvordan det er at gå igennem skilsmisse og livskriser. Når jeg pligtopfyldende styrketræner i Fitness World og er ved at brække mig over de tunge vægte. Når vi er til forældrearrangementer og jeg synes det de andre siger, er noget… rod. Når jeg sidder fast i store beslutninger og svære opgaver. Når jeg har kærestesorg, ondt i livet, ondt i pungen eller er præmenstruel. Når jeg fejler i opdragelse og væremåde. Når jeg tvivler på fremtiden og mulighederne. Og… i mange, mange andre situationer og/eller ikke-situationer.
Så er jeg grundlæggende hamrende ensom.
Og netop derfor, føles det særligt ironisk, at jeg jobmæssigt her på det seneste sidder med udformningen af en ny strategi, der skal pege på, hvordan vi som kommune sammen med civilsamfundet kan komme ensomheden til livs – faktisk lige her i mit eget lille lokalsamfund.
Egentlig er jeg glad for opgaven – for den er på alle måder vigtig – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg dog skal kunne rede andre ud af suppedasen, når jeg ikke engang kan rede mig selv!!?
JEG ER EN AF DEM, SOM DU IKKE KAN SE, FØLER ENSOMHEDEN MERE END DE FLESTE.
Det er jeg ret så sikker på.
Og heldigvis er jeg da også en af dem, der uden problemer kan finde vejen ind i meningsfulde fællesskaber – om så det er foreningsmæssigt, arbejdsmæssigt eller interessemæssigt. Men en lille smule ensom, det er jeg altså stort set hver evig eneste dag og det kan ingen fællesskaber lave om på.
For ensomhed kan være meget andet end bare det at være fysisk alene. Det er selvfølgelig den mest kendte type – den sociale ensomhed, der fx rammer dem, der mangler et netværk eller mennesker at snakke med.
Det gør jeg heldigvis sjældent…
De færreste kender dog til eller forholder sig til den emotionelle ensomhed, der handler om at savne. Og endelig den eksistentielle ensomhed, der oftest rammer dem, der begynder at tage livet op til revision – dem der tænker over meningen med tilværelsen, livet og døden.
Min ensomhed er emotionel og eksistentiel.
Det betyder også, at jeg ikke har problemer med at være alene. Faktisk nyder jeg ofte at tuller rundt i mit eget selskab. Og det er en stor gave – for det ved jeg, at rigtig mange har super svært ved.
Ensomhed associeres fejlagtigt med svaghed, skam og et personligt nederlag. I hvert fald af dem, der ikke selv tør eller kan vedkende sig den. Sådan er det måske med de fleste sager, som vi gerne så fejet ind under gulvtæppet og skjult for naboen.
I vores happy-happy kultur, er det som om, at vi helst ikke vil beskæftige os med negativer. Det er derfor vi ofte pakker vores budskaber ind og opdrager hinanden til at snakke om fx udfordringer i stedet for problemer og kan finde på at bruge ord som udvikling, når vi i virkeligheden mener afvikling.
Men er det ikke at lyve overfor vores egen bevidsthed? Det tror jeg det er. Måske ikke med ond vilje.
Sådan er det også med ensomhed.
Vi vil meget hellere tage et positivt standpunkt og tale om inklusion og meningsfulde fællesskaber i stedet for at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Og det gør vi selvfølgelig fordi det sælger lidt bedre. Ville du måske besøge en netværkscafé for ensomme ældre mænd eller enlige kvinder?
Det er der ikke mange der vil.
Men retorikken gør, at vi forsømmer noget helt essentielt. Med stivnede smil og pseudo-glade ansigter undgår vi både at forholde os til vores egen personlige ensomhed og i særdeleshed andres. – Andres ensomhed er faktisk den værste… fordi den har det med beklageligt og ubehageligt at prikke til vores eget følelsesunivers. Og det kan vi ikke lide.
Men når ensomheden bliver en af de forbudte følelser vi ikke tør se i øjnene, så får det en konsekvens. Fornægtelsen har nemlig en bagside. Den kan gøre os alvorligt syge.
Og derfor er jeg særligt optaget af, hvad vi kan gøre for netop at undvige UNDVIGELSEN af den skambelagte ensomhed.
’VI SKAL TURDE ITALESÆTTE VORES OG ANDRES ENSOMHED’, var et af budskaberne fra Folkebevægelsen mod Ensomhed på vores workshop og dialogmøde om selvsamme emne.
Opfordringen synes jeg er velvalgt og godt givet videre her på bloggen. For jeg er vel næppe den eneste ensomme ensomhedsbekæmper i kongeriget!!? Jeg kan i hvert fald både høre og se, at rigtig mange af dem, der melder sig som både frivillig og ressourceperson ind i sociale foreninger og projekter – og gerne hjælper andre ud af ensomheden – også selv har (haft) ensomheden tæt inde på livet.
Jeg tror på, at når vi som mennesker (får hjælp til at) acceptere (og forstå) vores egen ensomhed som et livsvilkår og (for nogle af os) som en grundfølelse, så bliver vi stærke – hvad enten ensomheden er fysisk, følelsesmæssig eller eksistentiel.
Så bliver vi en af dem, der tør at stå frem. En af dem, der ikke tøver med at ringe til veninden og sige ’fuck altså, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med julen i år.’ En af dem, der kan fejre fødselsdag alene, uden at have ond af sig selv. En af dem, der tør række ud. En af dem, der lever livet på trods. Ja!!! …ganske sikkert… En af dem, der kan bruge ensomheden proaktivt.
Og det er ninja-stærkt.
Dem vi skal hjælpe, er derfor de mennesker for hvem ensomheden bliver en handlingslammende hæmmesko. Dem, hvis liv bliver et skib uden kurs, et fly uden pilot – EN SYNKENDE SKUDE!!!
Jeg taler her ikke om mennesker, der er i risikogruppe for at opleve ensomhed. (For hvem er næsten ikke det?) Jeg taler mere specifikt om de mennesker, der er i risikogruppe for at være en af dem, der får eller har svært ved at leve med sin egen ensomhed.
Ordkløveri? Muligvis – men der er faktisk en vigtig nuanceforskel og også et vigtigt budskab i denne distinktion.
For måske skal vi slet ikke redes ud af suppedasen. Måske er det vigtigste i forhold til ensomhed, at få verden til at forstå, at vi alle sammen svømmer rundt i den samme suppedas – godt nok på hver vores måde og med hver vores svømmeteknik.
Uanset hvad, så må vi ALDRIG stoppe med at svømme.
Det vil jeg gerne forkynde.