VI ER SÅ DOBBELTMORALSKE…
PÅ EN BÆNK i Kongens Have sad en mand.
Han sad alene og snakkede hen for sig – filosoferede lavmælt over samfundet, livet, dagen og vejen. Han gjorde det på en måde (og med en udtalt retfærdighedssans) så jeg blev nysgerrig og satte mig ned ved siden af ham.
Der var lidt Forrest Gump over hele situationen. Jeg var ikke den første og eneste den dag, kunne jeg fornemme, der havde siddet på bænken for at lytte til hans talestrøm.
Vi er sgu så dobbeltmoralske, sagde han igen med bekymret mine.
Hvem? spurgte jeg forsigtigt.
Alle, svarede han og fortsatte. Dig, mig… samfundet. Vi er sgu alle så skide dobbeltmoralske. Og vi vil ikke være ved det, nej, … men det er vi sgu, prædikede han videre. Og denne gang med ærgrelse i stemmen.
Hvordan? spurgte jeg indtrængende… Jeg var ikke sikker på, jeg forstod, hvad han mente med de ord.
Jo ser du… begyndte han.
– Vi vil have folk til at tage vare på deres egen sundhed, men ingen tør sætte afgifterne ned på æbler og op på stanglakrids.
– Vi vil have grønne byer, bæredygtighed og økologi, men går på kompromis med pris, magelighed og selvretfærdige luksusløsninger.
– Vi vil have færre biler på vejene, men sætter priserne op på offentlig transport, lukker ned for busruter og glemmer at tænke cykelparkering ind i byudvikling.
– Vi vil have flere folk i arbejde, alligevel giver vi dem, der ikke gider yde noget, mulighed for at gå på kontanthjælp. Vi stiller ingen krav… I hvert fald ikke de rigtige krav, er min overbevisning.
– Vi vil også gerne have folk til at opføre sig ordentligt, alligevel får alt for mange kriminelle lov til at køre på frihjul. At snyd og bedrag ikke har reelle konsekvenser, skaber dårlige forbilleder. At der ikke er ressourcer og/eller en lovgivning, der gør det muligt at slå ned på (især) dem, der ødelægger allermest for andre – har uheldige konsekvenser.
– Vi går ind for anstændighed og medmenneskelighed – men behandler minoritetetsgrupper og udsatte uden respekt.
– Vi taler om ‘det grå guld’ – men spiser de gamle af med vakuumpakkede måltidsløsninger og velfærdsteknologi.
– Vi kæmper mod uligheden i samfundet, men prioriterer at udbetale børnechecken til alle, også velstillede familier.
– Vi hjælper de luddovne i hoved og røv, men straffer de mennesker, der gennem hele livet har arbejdet hårdt og opsparet pension ved fx at skære ned i efterlønnen og fratage dem retten til boligsikring.
– Vi går ind for demokrati – men underminerer dets betydning gennem lobbyisme, politisk selvpromovering og alliancer.
Vi er ikke villige til at investere og betale den pris, det koster at ændre samfundet til det bedre. Alle hytter vi vores eget skind, og ingen tør gøre det, der skal til…
Vi er så skide dobbeltmoralske, sluttede han sin talestrøm.
Det er noget af en påstand, du kommer med der, responderede jeg tænksomt med en lille rynke i panden. (…lidt usikker på, hvad jeg selv skulle mene om det hele og om manden, der samfundskritisk havde så meget på hjertet).
Så rejste jeg mig, takkede pænt for snakken og gik.
Nuvel… tænkte jeg, mens jeg langsomt slentrede hen ad stien. (Dobbelt-)moralen må være, at man som sådan kan have nok så mange meninger om samfundets hykleri. Men sådan rigtig at ændre noget fra en bænk i Kongens Have, kan man vel næppe…
Inde i mit hoved kunne jeg høre John Mogensens rå og rustne stemme fra 1971 synge; Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til. Bare tegnedrengen er i orden, ka’ man få det, som man vil. Blæse vær’ med andres mening, selvom det er dem, der står for skud. Der er noget skævt i toppen, noget der trænger til at skiftes ud.
Jeg kunne ikke lade være med at nynne med på melodien.
