BEVIDSTHED OG LIVSGLÆDE,  REFLEKSION OG UNDREN

BORN TO BE WILD…

Dybt i os kvinder bor der et vildt og naturligt væsen, en kraftfuld styrke, fuld af gode instinkter, lidenskabelig kreativitet og tidløs viden. Af og til oplever vi måske kun glimtvis denne iboende kvinde og vi irriteres over, ikke at kunne fastholde hende i længere tid.

Hun sidder i rygraden, i kampmodet, ikke i hovedet. Hun er vågen, selvbevidst og bruger sin medfødte intuition og sanser. Finder sit ståsted og følger sin egen rytme. Optræder med værdighed og bevarer så megen bevidsthed som muligt. Hun opmuntrer mennesker til at være mangesprogede, til at tale drømmenes, lidenskabens og poesiens sprog flydende. Hun hvisker til os i nattens drømme og efterlader sig mudrede fodspor. Hun er øjeblikket lige inden inspirationen kommer – hvor jeget og duet kysser hinanden – det sted, hvor kvinder løber med ulve.

Vi er alle uden undtagelse opfyldt af en længsel efter dette ‘vilde’. Men de fleste af os kvinder er også opdraget til at skamme os over denne ‘higen efter’. Undertiden har vildkvinden været udskældt, undertrykt, misbrugt, gemt væk og givet mundkurv på. Men hvad der end sker, så kæmper hun sig altid op, ud og frem. Skyggen af vildkvinde ligger altid på lur.

Hos nogle kvinder kommer denne livgivende ‘smag af vildskab’ bl.a. ved oplevelse af stor smerte, uretfærdighed, ved synet af stor skønhed, gennem musik, kunst, det talte eller skrevne ord.

Vi har alle potentielt adgang til denne indre urkraft – til floden under floden, til denne verden mellem verdner – når bare vi længes nok efter den og søger den. Vi finder ind til den gennem kreative handlinger, ved at danse, synge, fantasere, male, skrive eller whatever! – med lidenskab og indlevelse.

Anbefaling; Læs bogen ‘Kvinder som løber med ulve’ af Claririssa Pinkola Estés fra 1992. Det en stærk bog og skøn hyldest til VILDKVINDEN og den kvindelige intuition…♥️👊🏻👊🏻✌🏻

Kommentarer lukket til BORN TO BE WILD…