Jeg kunne godt tænke mig, at livet ville smage lidt mere af den blommegrød min mor altid lavede om sommeren, da jeg var barn. Med et strejf af ægte vanille, fyldig og sød stod den på køkkenbordet til afkøling i en yndig mønsteraftegnet glasskål. Der var drysset sukker på toppen, så grøden ikke dannede skind. Og man kunne spise den helt uden fløde selv om natten, når alle sov og min far snorkede inde fra soveværelset… så kunne man snige sig ud i køkkenet og i mørket spise den sidste rest i skålen. 

DET ER LÆNGE SIDEN jeg sidst har været sådan ægte rebelsk ninjamors-agtig! Men nogle dage er det altså bare meget lettere end andre dage og i det bedste selskab endda endnu lettere… ( er min gyldne tese!)

Solskinsøen har været god ved mig i et par dage. Her er ikke en sjæl – bare virkelig smukt og skønt. Jeg drømmer mig væk i tankeløse tanker. Det’ en drømmers revolution.

Du har ingen rynker i panden, og ikke en eneste bekymring i verden. Du tror ikke på gud eller nogen anden, du er ikke bange for smerten.

Hist på vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt. Med hjerterum og paradisisk have. Præcis lige så skøn som Annettes runde mave. I hvert fald, hvis du spørg min datter. Og hun ved så sandelig, hvad der batter. Udstyret med englevinger. Er du ofte budbringer. ♥️ Så tak for dig og det du gør. Pyha, mit hjerte smelter som smør.

Her til aften bortførte jeg min far. Han havde nu ikke særlig meget imod det, så jeg bør nok gøre det lidt oftere.

DET ER MAJ OG KONFIRMATIONSTID og derfor meget hyggeligt at følge med (i årets konfi-mode) på facebook og hvor der ellers oplodes glade billeder af stolte forældre og tandbøjle-smilende yndige piger og drenge…

MYSTIK OG SPÆNDING leveret med noget af et charmeglimt i øjet.

DET GÆLDER OM I NY OG NÆ at kaste sig ud i et eventyr. Bare lade kompasset vise vej og go with the flow, om man vil.

JEG HAR FÅET MIG en personlig træner. For hvor er det bare fucked up, når man lige pludselig ikke kan dyrke sin sport og gøre det man plejer.

I DAG HAR JEG SAGT FARVEL. Det er ikke et rigtigt farvel. Men alligevel et farvel.

Jeg ser du stadig kan flyve…

HVORDAN STARTER MAN OP PÅ EN HISTORIE, der helt afgjort formidles langt bedere på Instagram og via Snapchatten fra en 18 årig? Jeg vil alligevel gøre et forsøg.

Hun er ung og uerfaren, men har os dog i sine garn. Og pulsen banker af elskovs nød…

FORHELVEDE UNGER. Lad os nu liiiige få et break. Så er vi klar igen… Kender I de der dejlige venskaber, hvormed man fx kan sidde i hver sin ende af sofaen, halvt sovende, halvt på fjæsen, uden overhovedet at skulle sige andet end gryntelyde til hinanden? Sådan har jeg det med min bedste veninde.