HISTORIEFORTÆLLING

MED BLOD, SVED OG TÅRER…

JEG HAR FÅET MIG en personlig træner. For hvor er det bare fucked up, når man lige pludselig ikke kan dyrke sin sport og gøre det man plejer.

En overbelastningsskade satte i efteråret en irriterende stopper for min beachvolleytræning. Og her efter en laaaang og utilfredsstillende skadespause er der kun ét at gøre.

Med blod, sved og tårer må jeg op på hesten igen.

Tro det eller ej…

Jeg er endnu ikke en sur mælk, der har overskredet sin udløbsdato – selvom jeg da nogle gange kan blive i tvivl, når jeg ser på de unge talentfulde tøser jeg løber rundt med i sandet.

Det kræver nu engang sin ninja at insistere på, at man godt kan være mor-materiale og samtidig have et sportsligt potentiale. Det kræver sin ninja at tage sig selv og sin sport alvorlig. At have drømme og ambitioner. At sætte sig sportslige mål.

Det kræver også sin ninja at acceptere, at man ikke nødvendigvis kan eller skal gøre det hele alene, selvom man er idrætsuddannet og burde vide præcis, hvordan man kommer tilbage i topform. Nogle gange er det bare smadder godt med sparring, så genoptræningen ikke kommer til at smage af bitter lemon.

I dag har jeg netop haft min tredje træning med Casper, som han hedder, ham min personlige træner fra Funktionel Gym.

Han er sød og rar og tålmodig. Og min svage ryg og ømme spagettigarme fortæller mig, at jeg allerede er blevet pokkers udfordret.

Med blod, sved, tårer og et lille spark bagi er jeg ikke i tvivl. Jeg skal nok få sat hesten i gallop inden sæsonen for alvor skydes i gang.

For jeg er vildt motiveret…

Tak ☺️

Kommentarer lukket til MED BLOD, SVED OG TÅRER…