EN HUDLØS ÆRLIG NAT…

En hudløs ærlig nat bølger gennem kroppen på mig, sammen med musikken fra ølteltet, tusind disharmoniserede stemmer og et fuldt pakket dansegulv i bevægelse. Min krop reagerede ved at fryse uden rigtigt at fryse.

En hudløs ærlig nat trak i mig. Trak mig trodsigt hen til dig for at danse, glemme og ville alt det gode. Hen til der, hvor dine velkendte øjne mødte mine nysgerrigt, åbent og forsonende. Ikke længere så skræmte, som jeg husker dem. 

En husløs ærlig nat satte tankerne fri og frygten på pause. I hvert fald for en stund. Det blev pludseligt tilladt at sige alt og føle alt, at være usikker og forvirret og ambivalent. Natten gav hudløst plads til selvransagelse. Det samme gjorde øllerne.

En hudløs ærlig nat virvlede bombastisk op i alle vores usagtheder. Ned over os dryssede med talt ærlighed forståelse, nye erkendelser og tanker. Musikken og samtalen åbnede hjerter, men også et overraskende begær, som midt i mørket måtte holdes tilbage for ikke at ødelægge alt det fine ved natten.

En hudløs ærlig nat rørte forsigtigt, men også lidenskabeligt og fint ved min sjæls forlegenheder. Jeg lod dig for første gang længe se mine blottede nøgne tanker. Og jeg ved bare, at jeg ikke vil tilbage. Aldrig vil jeg tilbage til de overfladiske høfligheder. Vi må kunne insistere på den hudløse ærlighed, også når den gør ondt. 

En hudløs ærlig nat ser alle uskønheder og svagheder uden at foragte eller dømme. Holder blikket fast. Og baner vejen for lidt mere dybte og forståelse. For at noget i os forvirret kan genfødes og tage form. Det må ske langsomt uden forventninger og pres. Måske endda et hemmeligt sted. I ensomhedens soppebassin.

En hudløs ærlig nat holdt min hånd, trak mig ind til sig, blottede sit hjerte, lod mig se de dybe sår og kyssede mig ømt godnat, inden den tog en taxa og forsvandt. Ud i nattens blødhed. Ud i mørkets mystisk magiske sang. På himlen kunne jeg se universet danse.