EN HUDLØS ÆRLIG NAT…
En hudløs ærlig nat bølgede gennem kroppen på mig, sammen med musikken fra ølteltet, tusind disharmoniske stemmer og et dansegulv i levende uro, fuld af bevægelse og puls. Min krop frøs – uden egentlig at fryse.
En hudløs ærlig nat trak i mig. Trak mig trodsigt hen til dig for at danse, glemme og længes mod alt det gode. Hen til dér, hvor dine velkendte øjne mødte mine – nysgerrige, åbne, forsonende. Ikke længere så skræmte, som jeg husker dem.
En hudløs ærlig nat satte tankerne fri og lagde frygten på pause. I hvert fald for en stund. Pludselig var det tilladt at sige alt, føle alt, være usikker, forvirret, ambivalent. Natten gav ærligt plads til selvransagelse. Det samme gjorde øllerne.
En hudløs ærlig nat virvlede bombastisk op i alt det, vi aldrig fik sagt. Med talt ærlighed dryssede forståelse, nye erkendelser og overraskende tanker ned over os. Musikken og samtalen åbnede vores hjerter – men også et begær, som vi midt i mørket måtte holde tilbage for ikke at ødelægge det fine.
En hudløs ærlig nat rørte forsigtigt – men også lidenskabeligt – ved min sjæls forlegenheder. For første gang i lang tid lod jeg dig se mine nøgne, blottede tanker. Og jeg ved, at jeg ikke vil tilbage. Aldrig tilbage til de overfladiske høfligheder. Vi må kunne insistere på den hudløse ærlighed, også ædru og når den gør ondt.
En hudløs ærlig nat ser alle uskønheder og skrøbeligheder – uden at foragte eller dømme. Den holdt blikket fast. Banede vej for lidt mere dybde og forståelse. For at noget forvirret i os kunne genfødes og langsomt tage form. Uden forventninger. Uden pres. Måske endda et hemmeligt sted. I ensomhedens soppebassin.
En hudløs ærlig nat holdt min hånd, trak mig tæt ind til sig, blottede sit hjerte, lod mig se de dybe sår og kyssede mig ømt godnat, inden den tog en taxa og forsvandt. Ud i nattens blødhed. Ud i mørkets mystisk-magiske sang. På himlen kunne jeg se universet danse.
