
FILOSOFISK GELÉ…
Jeg er på jagt efter paradisæbler og rønnebær, imens jeg lytter til en spiselige udgave af Søren Kierkegaard.
Jeg har (nu for tredje gang) fortabt mig i hans forfatterskab og tanker, men behøver lidt hjælp til at forstå. Så ‘Kierkegaard til hverdagsbrug’ er altså bogtitlen, fortalt af en kedelig kantet oplæserstemme. Den irriterer mig, men jeg hænger i, idet indholdets ironi og sarkasme trods alt får mig til at tænke og trække på smilebåndet.
For sådan er det med Kierkegaard.
Han dykker ned i tilværelsens mange paradokser og selvmodsigelser. Og jeg lader mig kløgtigt underholde hele eftermiddagen, alt imens min filosofiske æblegelé langsomt finder sin rette konsistens.
I år har jeg både lavet rød og gul blommemarmelade, hybenmarmelade, brombærmarmelade og nu æblegelé. Jeg er henrykt over at mit spisekammer endelig ligner det, jeg altid har drømt om – og jeg glæder mig til kolde vinterdage med æbleskiver og vafler.
/Hyggetanten

