EN BESINDIG ENEBOER…

SELVINDSIGT BESKYTTER MIG MOD OMVERDENEN. Jeg løfter sandhedens lampe op foran mig. Den lyser. Det er intuitionens og bevidsthedens lys. Lyset leder mig – som den ensomme søgende jeg er – på vej.

Jeg søger en vej, som jeg ikke kender.

Mit hovede er nu let bøjet og mine øjne næsten lukkede. Jeg er mere forsigtig og tålmodig end de fleste.

Jeg har lært at være alene og at stole på mig selv. At sætte fokus på mit eget indre liv og min egen dømmekraft.

Nok er jeg alene, men ikke nødvendigvis ensom.

Gennem livserfaring, refleksion og kontemplation finder jeg indre fred og fuldkommenhed. Jeg er tilfreds. Jeg glæder mig over at kunne udforske min indre verden i stunder med selvvalgt isolation. Så blir jeg ét med min indre stilhed.

Forsvinder væk. Væk fra den travle verdens forstyrrelser. Ind i drømmene og visionernes verden. De kommer til mig. Billederne. Følelserne. Gennem accept og tålmodighed opnår jeg indsigt og på en måde også trøst.

Jeg øver mig i ikke at være for forsigtig og uvillig til at give slip på gamle vaner. Jeg øver mig på at acceptere og tilegne mig nye. Jeg må lytte indad det siger sig selv. Gå bevidsthedens vej. Kun her har jeg mulighed for at mærke sjælens vibrationer.

Jeg tester med sindsro min langsomme effektivitet.

Er det, hvad jeg tror det er?  Fuldendelsen. Min indre styrke og selvtillid?

At jeg føler mig hel i mig selv.