HISTORIEFORTÆLLING

FEMININ OG FRÆK…

Hun er ung og uerfaren, men har os dog i sine garn. Og pulsen banker af elskovs nød…

DET BLIVER FRYGTELIG NØRDET nu og afslører i virkeligheden en hel del om min ungdom i det synderjyske, hvor jeg flittigt besøgte min mormor og sammen med hende gnaskede den ene gamle film efter den anden, samtidig med, at jeg også lydigt konsumerede kager, chokolader og slikkerier fra kakkelbordet. Herlighederne blev skyllet ned med orange soda og massive mængder kaffe. Så tyk, sort og effektiv, at jeg rystende cyklede derfra med flimrende øjne i et mix af koffein og sukkerchok.

Mormors filmsamling hører med til fortællingen om, at jeg i dag har en pyntebåd (som jeg i øvrigt har tyvstjålet af min søn) stående på hylden. For dengang var jeg nemlig såvel som i dag, ganske vild med tre helt særlige gutter og  deres crush på smukke Anne. Det er naturligvis i filmen ‘Flådens friske fyre’. En sand lille perle i den danske filmskat.

ANNE GIVER VÅDE KYS og damn… så er hun også fantastisk feminin og fræk.

Lyt med her, når fiskerdrengene fra Lynes erklærer deres kærlighed til hende.


Fiskerkutteren ’Anne II’ får tilslut et H tilføjet og blir dermed opkaldt efter den charmerende, rebelske fiskertøs Hanne, spillet af en meget ung og skøn Ghita Nørby. (Tak for påmindelsen Sten – det er en sød detalje)

En vaske ægte hverdagsninja i striktrøje og gummistøvler.

Ghita er glæde og energi, der smitter.

Hun er en af de der kvinder, der kan give én lyst til feminint og flabet at bryde alle konventioner. Præcis, som Anne II i øvrigt gør det i filmen, hver gang hun møder gigantfærgen. Stædig, stolt og stegen. Aldrig viger hun tilbage, selvom den er stor og har kurs lige mod hende.

Nå, men formålet med dette indlæg, og min ubetvivlsomme kærlighed til flådens friske fyre og den feminine, frække og kække Anne ll, er jo ikke at tale ind i en værdikamp eller rødstrømpebølge…

Lad mig nøjes med, i bedste Henrik Dahl stil, at sige;

HVIS JEG VAR EN BÅD, så ville det bestemt være en lille yndig blå fiskekutter.

Tak mormor og Anne ll ❤️

2 kommentarer

  • Sten Storgaarf

    Jeg deler din begejstring for “Flådens Friske Fyre” – en rigtig dejlig film, og Ghita Nørby er skøn i filmen, men min medfødte OCD byder mig alligevel at korrigere dig på en lille detalje: Ghita Nørby spiller Hanne (og ikke Anne) i filmen – hvilket også er årsagen til at Valdemar (Dirch Passer) omdøber kutteren til Hanne i slutningen af filmen

    Men skønt at læse om dit minde om din mormor og eftermiddagene med film og kaffe

    • ninjannie

      Tak Sten, åh det er også rigtigt. Anne blir til Hanne, hvor han sidder der til slut og maler… så som du siger… Bådens navn er ikke opkaldt efter, men ændres til navnet på den kække fiskertøs 😉 Det retter jeg sgu’!!! Det ændre heldigvis ikke ved at sangen er fantastisk og den har faktisk fulgt mig siden jeg så filmen som barn første gang.