SÅDAN EN SLAGS FAMILIEFERIE…

FORHELVEDE UNGER. Lad os nu liiiige få et break. Så er vi klar igen…

Kender I de der dejlige venskaber, hvormed man fx kan sidde i hver sin ende af sofaen, halvt sovende, halvt på fjæsen, uden overhovedet at skulle sige andet end gryntelyde til hinanden? Sådan har jeg det med min bedste veninde.

I år er vi igen taget på sommertur med vores fem skønlinger.

Det er altid crazy.

Egentlig synes vi ikke selv, det er længe siden vi læste på universitetet, dykkede ned i anatomibøger, kritisk diskursanalyse,  bevægelseskommunikation og andre fagligheder. Men altså sådan cirka en spytklat efter alt dette, er vi nu igen taget til Lagunen ved Hou strand, med intet mindre end fem forventningsfulde børneansigter klar i badetøj. Vi er på sommerferie sammen for fjerde år i træk. Halleluja…

JEG MINDES VORES FØRSTE SOMMEREVENTYR. Begge på fri fod. Begge lidt fortumlede over, at det tætteste vi principielt ville komme på kernefamiliens lyksaligheder,  nok mest af alt ville være den sommersøde kernemælkskoldskål, der ventede på os i køleskabet. Det føltes ret syret, at sidde der på stranden i et krakeleret familieglansbillede – og med kursløs undren at betragte sine livsglade rollinger plaske rundt mellem vandmænd og badedyr. 

DET VAR EN VELSIGNELSE, at vi var så gennemtænkt geniale/ fatale ikke at have lavet ferieplaner.

Med navigationsantennerne tunet ind på ungerne, brugte vi den første ferie på at pakke strandtasker, smøre madpakker, vaske op, rydde op, råbe op… plastre børn, putte børn, sove på skift og tælle 1, 2, 3, 4, 5 børn i vandkanten.

Udflugter havde været ufornuftigt selvmord.

Det var sommeren med små blepiger, der sked på skift i græsset og i badedragten. Sommeren, hvor vi råbte ´NU ER DET VOKSEN TID’, når børnene listede sig ud af sengen efter puttetid. Sommeren, hvor vi læskede vin og Baileys i os, mens vi spillede yatzy på teressen. Sommeren, hvor vi stadig kunne spise slik, uden at børnene så det. Sommeren, hvor vi forsigtigt sneg os til at låne en beachvolley af en tilfældig gæst på stranden og på magisk vis genopdagede glæden og kærligheden til volley.

At den bold skulle vise sig at blive kimen til et nyt og afgørende kapitel i vores fælles familieferieeventyr, havde vi vel ikke selv luret.  Men på finurlig vis blev kursen lagt. 

VORES ANDET ÅR I LAGUNEN står også skarp i min erindring. Der var sat beachvolley net op i haven, da vi ankom. De tre store kunne selv gå på legepladsen. Vi sov længe, mens der blev set tegnefilm og lavet smeltet ost i microovnen. Og så var der lige de to små balladepiger, der valgte at stikke af lige længe nok til, at nerverne og adrenalinen gav lussinger.

Berusede over, hvor nemt det var blevet, besluttede vi os sidste år for, at tage på BEACHVOLLEY FAMILY CAMP PÅ KRETA. Så som de ninjamødre vi er, begav vi os ud på en vandvidsrejse med bil, metro, fly x 2, bus og taxa – for endelig at nå vores destination Chania. Optimismen og euforien over vores mod blev kun afbrudt af et par mindre uheld.  I kender det, én med gigantsplint i foden, én der for vild i skoven og én i poolen uden luffer. Alle forskrækkede og skræmte. Vi kalder det erfaringsbaseret læring.

I ÅR ER VI SÅ TILBAGE I Lagunen.

Med badetøj, bamser og bolde under armen melder vi os klar til endnu et ferieeventyr.

Bring it on & let’s beach it up… 😉