KÆRE MICHAEL…

Jeg ser du stadig kan flyve…

INSPIRERET AF 80’ERNES PUNKBØLGE købte jeg i  1996, 16 år gammel, min første digtsamling. Eller faktisk så ønskede jeg den i julegave, hvis jeg husker rigtigt. Jeg pakkede den ud  – Samlede Strunge – og krammede den, som var den bibelsk.

Fra Livets Hastighed (1978) ‘Tid og rum’ mit absolut yndlings Strunge:

Vi vidste at tiden ikke eksisterer

kun bevægelse

og derfor stivnede vi i kysset

så det blev evigt

 

Vi vidste at rum ikke eksisterer

kun tanken om det

og derfor overlevede vor kærlighed

på tværs af stjerner

I mange år lå ‘Samlede Strunge’ på mit natbord. Senere sluttede digtsamlingen sig til mine andre bøger, men altid med en god plads i reolen og som her i vores nye hjem øverst i bunken af favoritter.

Hans digte har det med at gå ind under huden på mig og jeg har et crush på hans sublime billedlyrik og leg med ord.

Ét mere af mine yndlings –  fra Billedpistolen (1985). Der ligger stadig en lille lap papir som bogmærke:

HER ER

LEVERPOSTEJ SOFTICE PASTILLER VIN PØLSE BRØD YMER OG SANDKAGE

KAN DE TÆNKE DEM DET

RØR DET SAMMEN I TANKERNE OG FORTÆL MIG FARVEN

LAD TUNGEN SMAGE PÅ BLANDINGENS SMAG OG SKRIV PÅ ET STYKKE PAPIR ET ORD DER DÆKKER FØLELSEN SOM ET TYNDT LAG FOLIE DÆKKER MAD

DE HAR NU VÆRET KREATIV

 

Og hvorfor nu al den fokus på Strunge? Jo, fordi jeg simpelthen ikke kan tøjle min begejstring over, at vores nye Kulturhus i Nyborg ‘Bastionen’ i næste uge væbner sig med vinger og tager en rejse ind i poesiens fabulerende og grænseløse vildskab med den prisbelønnede sangerinde Katinka på scenen.

Væbnet med vinger er en musikalsk rejse ind i Michael Strunges digte. Hvor ord, billeder og følelser vil sprænges og smelte sammen i musikalske, og kalejdoskopiske toner…

I min eufori over 80’er ikonets genopstandelse er jeg på ny dykket ned i min gamle elskværdige digtsamling. Og ikke så lidt gir det mig på ny at genlæse og nostalgisk genopdage den sorte bibel – postmodernismens punkpoesi.

Et sidste yndlings – ‘Storhed’ fra 1981, som ikke tilhører en af de 11 digtsamlinger:

STORHED

Engang så de hinanden i øjnene. Usikkert?

Hun vidste hun elskede ham. At storhed lå i deres hænder og dagene var unge Drømme. Husene hviskede deres navne som i en Film.

Hans var Angst, hendes var Fremtid.

Han stønnede som et Dyr da hun holdt op med at røre ham og dagene blev mørkere efterhånden som sneen begyndte at falde.