REFLEKSION OG UNDREN

FLYVENDE TANKER…

SMUKKE TANKER  FLØJ RUNDT I EN SVÆRM AF KÆRLIGHED OG KILDEVAND EN DEJLIG SENSOMMERDAG.

Den frækkeste af alle smukke tanker kildede kærligheden under hagen og drak kildevanden –  i én stor mundfuld.

Den mest legesyge af alle smukke tanker fandt på, som en anden verdensmester, at spille bold på stranden. ‘Hu hej’ råbte den… ‘Kom og vær med!’

Den største og stærkeste af alle smukke tanker blev så frygtelig lækkersulten, at den stoppede op ved et ishus og bestilte byens bedste stracciatella.

Den mest frygtløse af alle smukke tanker vovede sig ud på nye eventyrer. Den ville gøre drømme til virkelighed.

Den klogeste af alle smukke tanker faldt i staver over en bog om vikingetiden og danernes rige. Læselystent sank den ned i en blød lænestol og ind i en fjern historisk fortid.

Den mest romantiske af alle smukke tanker inviterede sin udkårne på en lille hyggelig italiensk restaurant og en spadseretur i Kongens Have.

Den gladeste af alle smukke tanker gjorde hvil under en palme. Borede tilfreds sine tæer ned i det bløde sand og satte sig til at nyde bølgernes brusen.

Den mest flirtende af alle smukke tanker smed nonchalant sin bikini. Vimsede rebelsk og nøgen rundt på balkonen til melodien ‘I believe I can fly‘.

Den blideste af alle smukke tanker lagde sig i solen med pen og papir. Gav poesien og minderne vinger.

De to mest tankeløse af alle smukke tanker cyklede to på én cykel. Ned ad bakken med lukkede øjne, vind i håret og sommerfugle i maven.

Den kærligste af alle smukke tanker lukkede sine øjne og drømte sig væk i et fugtigt elskovskys.

Den mest fjollede af alle smukke tanker faldt baglæns ned i et læskende glas sangria og dansede sig beruset gennem natten.

Den mindste og mest usynlige af alle smukke tanker – kunne ikke holde det ud… At alle tankerne sådan var blevet spredt for alle vinde, så den stoppede op! ’Kom tilbage søde venner’ råbte den energisk af sine små, smukke og hjertelige lungers fulde kraft.

Det var ikke til at overhøre.

En sværm af smukke tanker fløj atter rundt en sensommerdag.

På vej.

Kommentarer lukket til FLYVENDE TANKER…