DU VILDE VÅDE VANDHUND…

‘Ikke tale om… Nix, I skal ikke i vandet…’, sagde jeg bestemt og uden tøven til mine børns bedende hundeøjne.

Men for dælen da…

Det er nu altså svært at stå fast ved sine fornuftige voksenbeslutninger, når man næsten selv har lyst til at springe i Storebælt… Så jeg lod mig langsomt overtale af solen, de lokkende bølgeskvulp, den boblende børneglæde og mine forældres ‘lad dem da…’ kommentar.

Kort tid efter stod de klar kun iført underbukser på badebroen og med hinanden i hånden. Hoppende, dansende, frydefulde, spændte, taknemmelige og glade som havde det været juleaften og jeg julemanden med gaver.

Jeg kunne ikke lade være med at grine med… (og tilføje denne lille lykkepille til min samling af særligt skønne øjeblikke).

Særligt godt var det også, at mormor havde to store håndklæder liggende i bilen. For læberne var farvet blå og tænderne klaprede.

Jeg ved egentlig ikke om de selv mærkede det…

For deres øjnene lyste som stjerner! Og den aften fik jeg extra store kys og kram.♥️