MED TOLERANT INTOLERANCE…

HVAD STILLER MAN OP MED SIG SELV, når ens evne til at forstå og acceptere mange og meget forskellige holdninger svigter? Når man opdager, at man faktisk selv er knap så rummelig og tolerant, som man ellers gik rundt og troede?

Der skal jo da for fa’en være plads til forskelligheder ikke sandt? Men er der nu også det?

Jeg ville så gerne svare ja, men sandheden er, at jeg faktisk allerbedst kan rumme de mennesker, der tankemæssigt ligner mig selv. Det gik særligt op for mig forleden, da jeg diskuterede integration, udvisnings- og asylpolitik med en mand, hvis holdninger og politiske standpunkt jeg ikke deler.

Hvad vi hver især argumenterede for (og imod), er som sådan ikke vigtigt i historien. (Jeg vil nødigt kloge mig på noget, som jeg dybest set ikke ved nok om) …men væsenligt er det, at jeg på flere punkter fandt ham kynisk, unuanceret og snæversynet. Han synes jeg var lidt for idealistisk og naiv. (…på den søde måde!)

Det provokerede mig, at han bare så på mig, med et overbærende og kærligt smil.

Så derfor.

Med tolerant intolerance (og fråde om munden) sendte jeg ham mit giftigste blik, mens min hånd fiktivt greb fat om noget tungt og hårdt. En kampesten. Jeg følte den og klemte vredt om den.

For altså…

Han måtte da kunne forstå, hvordan verden hang sammen. At man jo ikke bare kunne. . . Jeg fik så meget lyst til at overbevise – ja, ruske ham lidt til fornuft.

Midt i mine overvejelser var der, (som I måske kan fornemme), ikke ret meget plads til hans (i min optik) forstokkede synspunkter.

Som en anden autonom kastede jeg derfor (og med fuld kraft) stenen efter ham. Den fløj usynligt gennem luften – og truede farligt med død og ødelæggelse.

Men…

Han greb den overraskende rutineret lige foran næsetippen, og lagde den roligt fra sig på bordet mellem os.

Krigsliderligt og snerpet havde jeg ellers forberedt mig på et modangreb, men det skete ikke. Han var ikke engang i nærheden af at gøre oprør.

I stedet mødte han mig fordomsfrit med et endnu stærkere våben. Et kram fyldt af rummelighed og tolerance. Den tolerance, der vist nok skulle have været min egen – og som jeg under normale omstændigheder, (når jeg ikke lige blir provokeret og egenrådig), anser for at være helt afgørende og uundværlig i en hvilken som helst polititisk diskussion.

Så altså…

Havde jeg været den ludobrik, vi alle kender. Tja… så kan l vel nok gætte, hvilken skæbne der ramte mig og fejede mig omkuld.

Der sad jeg så. Afvæbnet og ikke særlig ninjaværdig.

Jeg sank så endelig en klump og rejste mig op for omhyggeligt at børstede mit åbentlyse nederlag af skuldrene. Alt sammen med ophøjet arrogance.

Naturligvis.

For det er jo heldigvis sådan med ludo som med min egen personlige naive tilgang til verden. At man altid kan tro og håbe på et comeback og en sejr.