FORFRA OG BAGFRA…

I DAG KÆMPEDE JEG MOD MIN TRANG TIL AT GRÆDE.

Især fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle græde over. Og – hvis jeg skulle sidde der med snøftenæse helt forvrænget rød i ansigtet, måtte jeg da i det mindste have et sted at kanaliserer tårnene hen.

Det havde jeg ikke.

Så jeg bekæmpede altså trangen til at græde, indtil den ikke kunne bekæmpes mere…

Kapitulerende faldt jeg ned på knæ – ulykkelig, lillepigeagtig og klar til en overdimensioneret fosterstilling om nødvendigt.

Så galt gik det heldigvis ikke.

FOR EFTER TUDETUREN lettede skyerne og jeg kunne igen trække vejret. Skamfuld, humørforladt og selvynkende så jeg på mig selv i spejlet. Shit mand. Uden make up og med hængemule var det her et farligt syn, så jeg vente ryggen til.

Med blandet entusiasme trak jeg i mine leggings og gummisko.

Jeg måtte ud.

Ud for at trække lidt af den friske luft, der ellers så smukt indhyllede efterårsdagen. En irriterende skarp kontrast til mit syge sind.

Kun halvvejs ud ad døren blev jeg ramt af en kvalmende smerte i underlivet. (Menstruationssmerter)

Gud, tænkte jeg med en særlig trang til at drukne mig selv! Det er jo for fææn da den tid på måneden.

Og med smerten faldt alt på plads. Ikke at jeg blev i bedre humør den dag.

Min midlertidige craziness forlangte cola, chokolade og chilimandler, rullede gardinet ned, smed sig på sofaen, trak tæppet op om ørene, fuckede op i det hele og råbte fuck til verden – imens jeg gennemzappede alle røvkedelige tv-kanaler både forfra og bagfra – som var det en oppustelig lolitadukke. Og det siger vel ikke så lidt.

FOOOORRRFRRRRAAAAA…!!!!

Insisterede jeg – vidst nok lidt udefinerbar vred og træt med savl eller fråde i mundvigen. I morgen er der atter en dag.  Endda en sprit ny en af slagsen og sikkert klar på løjer!

Ja ja… kamerat! Det er godt med dig din optimistisk sprællemand.

Et par zappetimer senere fandt jeg – vidst nok uden at børste tænder – omsider vej til min seng.